Her er 5 sjove lege, I kan lave til årets julefrokost

Det kan være fedt at have nogle lege til en julefrokost, da det skaber nogle sjove øjeblikke, som gæsterne kan snakke om resten af aftenen.

I denne artikel får du fem konkrete råd til lege, I kan bruge til jeres julefrokost.

1) Hemmelige opgaver under tallerken

Under samtlige tallerkner skal der placeres en lille seddel. Nogle af dem er blanke, hvor der på andre står en lille opgave, som vedkommende skal gøre i løbet af aftenen (uden at blive opdaget). Det kan være alt fra konstant at hælde vin op i sidemandens glas til at overtale nogle om, at man var lige ved at slå igennem som professionel fodboldspiller. Det vigtigste er at finde den rette sværhedsgrad, så opgaverne hverken er for nemme eller for svære. Udover at nogle til festen har specifikke opgaver, så har alle også til opgave at gætte, hvilke opgaver de forskellige gæster har.

2) God, gammeldags quiz

Det er altid sjovt at konkurrere i paratviden. Et format som egner sig godt til selskaber er Jeopardy, og du kan nemt sammensætte dit eget Jeopardy-spil online på JeopardyLabs, hvor du også kan finde inspiration til spørgsmål.

Mange af spørgsmålene kan sagtens være “almindelige spørgsmål”, som du finder på en hjemmeside, men det er rigtig sjovt, hvis du kan tilføje nogle, som passer ind i selskabet. Du kan eksempelvis lave “Personen bag episoden”, “Personen som altid siger” eller “Hvor skete det”, hvor svar og spørgsmål er fra egne oplevelser.

3) Mimeleg

Det er en stensikker vinder med mimeleg. Det giver noget liv og en masse grin. Når man planlægger de ting, personer eller episoder, som skal mimes, skal det være nøje udvalgt. Det må gerne være noget, som er både lidt svært og får deltagerne til at se lidt sjove ud. Bliver det dog for svært, så ender du med at stå og kigge på en mimer, hvor klappen er gået ned, og det kan godt tage luften lidt af ballonen.

4) Shot-buddy

Hvis det er en af den slags julefrokoster, hvor der skal lidt under vesten, så kan shot-buddy være en god leg. Den er særligt god, hvis man samtidigt ønsker at “ryste” folk lidt ud af deres vanlige klike, og få dem til at tale med nogle nye. Hvis I er 20 deltagere, så skal I komme op på 10 kendte par (Mickey og Minnie Mouse, Barack og Michell Obama, Mary-Kate og Ashley Olsen, Peter Parker og MJ, etc.).

De 10 par bliver til 20 sedler med navne i en skål. Alle trækker en seddel, og så handler det om at finde sin shot-buddy. Nu er det op til arrangøren, hvordan shot-buddy-konceptet skal køre. Det kan eksempelvis være, at hver gang der ringes med en klokke, skal man finde sin shot-buddy og tage et shot. Dem der kommer sidst, skal tage et ekstra “straf-shot”.

Hvis shots bliver lidt for hidsigt, kan det også bære en “Cheers-buddy”, hvor der skåles i et godt glas vin, en god øl eller en lækker cocktail.

5) Limbo

Et kosteskaft, to frivillige til at holde det og så fuld skrue på Chubby Checker med ‘Limbo Rock’ på anlægget. Mere skal der ikke til, før I har en gedigen form for underholdning. Selv de stiveste jakkesæt har det med at bløde op, når først de ser limbo-konkurrencen udfolde sig.

Limbo vil for mange vække en masse nostalgiske følelser, fordi vi har leget det som små, og derfor er det næsten altid et kæmpehit til arrangementer.

Ønsker I også livemusik? Få flere tilbud her